Desuagtet forhøjede indkøbspriser på de udsatte ørreder er prisen uændret:
Kr. 200,- for far/søn (u/12 år ).
Kr. 175,- for mor/datter ( u/12 år ).
Kr. 150,- for en hel dag.
Kr. 120,- for 5-timer.
Kr. 75,- for 5-timer ( børn 12-14 år )
Kr. 60,- for 5-timer ( børn under 12 år ).
Småbørn, der alene fisker skaller, er for ”Fiskesøens regning”.
Fiskekort forefindes i betalingspavillonen og udfyldes ved ankomst til Fiskesøen.
Den øverste del af fiskekortet medtages til forevisning for fiskeriinspektionen på forlangende.
Den nederste del af fiskekortet og betalingen herfor lægges i en kuvert til "nedsænkning" i den udenfor betalingspavillonen opstillede "pengetank".
Der i øvrigt tømmes mindst en gang dagligt.
Der må gerne fiskes med 2 stænger pr. indløst fiskekort.
Vi udlejer ikke fiskestænger eller andet grej. Vi afholder ingen fiskekonkurrencer. Vi annoncerer ikke.
Der er ingen fangstbegrænsninger.
Rekorden blev sat i 2008, hvor der på et 5-timers kort blev fanget 30 ørreder. Selvsagt skal du ikke fange flere ørreder, end du, din familie, venner og bekendte kan spise. Ofte finder vi sunde og friskfangede ørreder i de langs søen opstillede affaldssække eller henslængt på jorden. Det ligner ikke noget.
Der må fiskes hele året rundt fra solopgang til solnedgang, på nær de 4 efterårsdage, hvor der afholdes jagt. Datoerne herfor vil blive annonceret senere.
Forudsat søen islagt er man også velkommen til at forsøge sig med isfiskeri.
Efter forudgående aftale vil der ligeledes kunne fiskes efter solnedgang.
Campering er som udgangspunkt ikke tilladt.
Der må ikke tændes bål på området. Der må meget gerne medbringes en engangsgrill til tilberedning af pølser og andre lækkerier.
Medbragte hunde skal holdes koblet.
Træer og buske må ikke "hærges". Ej heller for gaffelgrene til understøtning af fiskestænger.
For at tilgodese de der gerne vil nyde naturens stilhed, er transistorradioer og ghettoblastere ikke tilladt. De, der ikke kan fiske uden musikledsagelse, må drage til en anden fiskesø.
Ørrederne, som vi får leveret fra Asnæs Fiskeopdræt, er af prima kvalitet. Muligt vil du i de varmeste sommermåneder observere nogle enkelte selvdøde eller døende ørreder. Forklaringen på fænomenet er den, at de fra det kølige saltvand udsatte ørreder har vanskeligt ved at klare sig, når vandtemperaturen nærmer sig en 22-23 c.
I 2005, da vi var på vej til vores ødegård i Sverige fik vi således indrapporteret 30-40 døde ørreder fra den få dage forinden stedfundne udsætning.
Der er placeret 7 affaldssække rundt om søen. Disse udskiftes en gang ugentligt.
At det - i en afstand af 5 meter fra en ophængt affaldssæk – er muligt at efterlade sig 15 tomme øldåser henslængt på jorden og 1 Smirnoff-flaske, som tømt til sidste dråbe, lader sig alene forklare med en henvisning til den ved indtagelsen heraf oparbejdede promille. Det hører ingen steder hjemme.
Henover hver eneste uge "indhøstes" der i øvrigt rundt om Fiskesøen en 5-10 efterladte øl- og coladåser. Vi ønsker os gerne forskånet herfor.
Vi har ingen forståelse for efterladte nylonliner, som ænder og blishøns vikler sig ind i med udsigt til en forfærdelig død.
Vi har ej heller nogen forståelse for på jorden efterladte trekroge, hvoraf i øvrigt én fik kroget et af vore børnebørn.
Vi forventer fiskepladsen efterladt i mindst samme stand, som den tog sig ud, da du kom.
Vi har ikke overvejet, at dekretere søen som "røgfrit" område. Altså må der ryges. Men til opsamling af cigaretskod medtages en af de tomme "Three Nuns" dåser, som vi har oplagret i betalingsskuret.
Små gedder får gerne genudsættes, idet de - ved at delikatere sig med skaller og andet skidtfisk - er med til at opretholde den biologiske balance i søen. For mange skidtfisk: ”For få dafnier”. For få dafnier: ”For mange alger”. For mange alger: ”For uklart vand”.
Søen runderes indtil flere gange dagligt.
Om du måtte antræffe fiskeriinspektionen bevæbnet med en salonriffel er det ikke med udsigt til at få vore fiskere i sigtekikkerten. Men for at få "bundet op om"/"has på" en fra tid til anden ivrigt fiskende mink, der som en invasiv art, må reguleres hele året rundt. For: "Med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende!".

Oppebåret fra 529 børn og voksne kr. 66.630,00.
Betalt til Asnæs Fiskeopdræt kr. 45.500,00.
Hovedparten af differencebeløbet kr. 21.130 er medgået til de for driften påløbne udgifter.
Heraf kr. 14.673,75 til Dianalund Motor for reparation og vedligeholdelse af den for affaldsindhentning og græsslåning uundværlige skovtraktor og de for områdets pleje i øvrigt udkrævede hjælpemidler (motorsav, buskrydder mv.) og kr. 1.527,59 til I/S KAVO og Topdanmark
På bundlinien kr. 4.928,66 (incl.moms) lig kr. 3.943,- (ex. moms).
Det lidet tilfredsstillende driftsresultat må tilskrives, at vi efter årets 2. indbrud i betalingspavillonen – med efterfølgende reparation af samme - har været nødsaget til at holde Fiskesøen lukket i hele 4. kvartal.